Tema / Pippi - og alle de andre seje piger!

I år fylder alletiders bomstærke og topseje Pippi Langstrømpe 75 år! Og det er måske ikke så mærkeligt, at vi holder så godt fast i hende, for de stærke piger har fyldt foruroligende lidt i børnebøgerne gennem tiden. Men det er så småt ved at ændre sig - heldigvis!

 

De stærke og selvstændige piger synes nemlig at blive mere og mere synlige i nutidens børne- og ungdomsbøger. Og det nok meget godt.  Ikke alene fordi børn har godt af at vokse op med forståelsen af, at også kvinder har og kan opnå en masse , men også fordi vi som voksne stadig har selvsamme at lære og forstå. 

Godnathistorier til små feminister

I dag bliver små piger og drenge i børnehavealderen puttet under dynen og lullet i søvn til godnathistorier om rebelske piger og banebrydende fortællinger om kvinder som rollemodeller for nutidens små feminister in spe. Seneste blomst på engen er sågar en børnebilledbog om den unge Dronning Margrethe.

Og så er der jo en ung og efterhånden verdenskendt svensk teenagepige, som rejser verden rundt på bæredygtig vis, og går i spidsen for at kæmpe for det klima og den jordklode, som vi alle har et ansvar for at passe på - hvis ikke for os selv, så for vores børn og deres fremtids skyld.

Heltinden med de mange navne

Om det er en tendens i tiden, at litteraturen retter fokus mere og mere mod den unge pige som rollemodel og heltinde i fiktionens og i virkelighedens verden er svært at konkludere. Gennem tiden er der efterhånden skrevet mange bøger, hvor kvindekamp og ligestilling spiller en særlig rolle og i mere eller mindre grad udmøntes i bogens hovedperson. 
Således er Saga, Greta, Frida, Anne, Lyra, Audrey, Jo, Michelle, Ronja, Lilla Hon (’hende den lille’), Madicken og selvfølgelig Pippi, alle navne på stærke og seje piger i litteraturen, men også i den virkelige verden, hvor der fortsat bliver kæmpet i ligestillingen og feminismens tegn.

Alle tæller med

Nedenfor har vi fundet en håndfuld bøger, som alle baserer sig på unge kvinder eller piger, der er modige på hver sin måde, og som brænder for en sag. Heriblandt er bl.a. et par personlige favoritter, samt et udsnit af de indstillede titler og vinderen af Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris 2019 - herunde danske Cecilie Eken for bogen Styrke, som er første bind i serien Karanagalaksen.


Det faktum at vinderen af prisen blev en forfatter, hvis børnebog samler op på emner omkring ligestilling og værdi, er i sig selv, og set i lyset af ovenstående, måske ikke overraskende. Kristin Roskifte sætter en streg under ligestillingens berettigelse med sin myldre- og tællebog for børn (og voksne), idet den moraliserer det humanistiske budskab, at alle mennesker tæller med, og at vi hver og én har en værdi, som rækker ud over det numeriske.


Måske du finder inspiration til at læse godnathistorier for dine børn?