Tema / Redaktøren anbefaler: Svenske mavesmerter

Det lyder måske en smule som selvpineri; men jeg holder virkelig af bøger, der giver mig ondt i maven!

For jeg oplever, at der, hvor litteraturen – og kunsten generelt – er allermest spændende, er, når den bliver tvetydig. For så rykker den noget i mig, så ændrer den mit blik på noget, så forandrer den mig. Det er den slags tvetydighed, jeg her skriver om i form af spændingen mellem nydelsen ved at læse en god bog og så den smerte, læsningen kan påføre mig.

En forfatter, som er særligt dygtig til at ramme dette ”sweet spot” er svenske Alex Schulman.

De smertefulde kærlighedsrelationer

Gennemgående for Alex Schulmans romaner er nemlig hans evne til at skrive om vanskelige relationer, ofte mellem forældre og deres børn eller mellem kærester. Det er i disse relationer, at forventningen om kærlighed og tillid er allerstørst, og derfor er smerten også sønderrivende, når forventningen bliver udfordret eller ligefrem ikke indfriet.

Glem mig

I ’Glem mig’ skriver Schulman om sin egen mor; om sit forhold til hende, hendes alkoholmisbrug, og hvordan misbruget satte afgrundsdybe aftryk i deres families relationer på kryds og tværs. Brutalt skildrer han barnets evindelige ønske om at ville hjælpe sine forældre, uanset hvor mange gange den voksne svigter barnet.

Brænd alle mine breve

Også ’Brænd alle mine breve’ er selvbiografisk, men den har form af dokumentarisk slægtsforskning: Alex står på randen af en skilsmisse, fordi hans hustru og børn har fået nok af hans iboende vrede. For at løse konflikten tager Alex til psykolog og finder her ud af, at vreden ikke bare bor i ham, men er nedarvet i generationer og fører dissonerende tilbage til Alex’ morfar, den svenske forfatter Sven Stolpe.

Men hvorfor var han så vred, at han kunne formørke en hel familie? Det spørgsmål leder Alex i gang med et opklaringsarbejde, som han siden har omskabt til en helt igennem eminent roman om altomfattende kærlighed og sønderrivende jalousi.

Overleverne

Særligt ’Brænd alle mine breve’ er mageløst velkomponeret, og det samme gælder romanen ’Overleverne’, hvor Alex ikke selv optræder som karakter, men hvor man alligevel fornemmer, at Schulman-familien har været en stærk inspirationskilde.

’Overleverne’ handler om tre brødre og deres indbyrdes forhold samt relationer til deres forældre. Også den rummer adskillige episoder, der giver læseren fysiologiske reaktioner: Gang på gang mærker man simpelthen en vridende knugen i maven, som undertegnede i hvert fald bedst kan sammenligne med det, jeg var efterladt med, når jeg fik en alvorlig omgang skæld-ud som barn.

Det gør ondt, det gør godt!

Rigtig god læselyst!
Mathias Emil Stenrøs, eReolen & Husum Bibliotek