En bi på et strå

Tema / 3 trin til at få det bedre med insekter

Vi befinder os i en global biodiversitetskrise. Det er der mange løsningsforslag til - fra de store, strukturelle tiltag til de helt personlige valg. Her vil jeg blot kigge på muligheden for at starte i det små - det, der er så småt, at det kribler og krabler.

 

Insekterne.

 

Måske har du et grundlæggende ubehag ved de små, mangebenede væsener, men de er i høj grad en del af løsningen på de problemer, vi står overfor. Og med en tretrins-guide kan du få et helt andet forhold til dem.

 

1. Forstå dem

Den bedste måde at ændre sin holdningen til noget - eller nogen - på er at lære mere om dem. Og den bedste måde at lære mere om et emne på er at finde en entusiastisk formidler; det kan være svært at hade insekter, når en anden er så forgabt i dem. Og Morten D. D. Hansen kender du sikkert fra fjernsynet, hvor han ofte ligger på knæ med fingrene i en kokasse - selvfølgelig for at se på insekter. Dem skriver han også levende og gribende om i "Insekternes bog: hvad de mindste kan lære os om det største". Og er du først fanget ind i de smås verden, vil jeg sende dig videre til Anne Sverdrup-Thygesons "Insekternes planet : om de sære, nyttige og fascinerende småkryb vi ikke kan leve uden", der er fyldt med facts og historier for enhver videnlysten hjerne.

 

2. Hjælp dem

Når først du har fået et nyt syn på insekterne, vil du også reagere anderledes på dem. Ikke længere skrige eller sprøjte med gift, men i stedet forsøge at indrette din verden efter dem, for netop haver, der blot består af veltrimmede græsplæner, er ikke godt for miljøet og vores små venner. Heldigvis er der i de senere år kommet flere bøger om, hvordan man lægger sin have om, så man selv får mere udbytte og liv. Dave Goulson skriver underholdende i "Den kriblende have : sådan dyrker du din have og redder kloden" - Lene Beier fortæller om sine egne oplevelser i "Vildere have" - og hvis du gerne vil gøre mere end blot i din egen have, så kast dig over "Biodiversitet : sådan skaber vi en rigere natur".

 

3. Spis dem

Som mennesker lader det til, at det endelige udtryk for, at vi har normaliseret vores forhold til noget, er, at vi begynder at spise det. I al fald er insekterne begyndt at dukke op i kogebøgerne - som et sundere alternativ til det kød, vi ellers producerer. Sundere for os selv og miljøet. Her kan du få to forskellige indgange til det nye køkken: Rasmus Leck Fischers "Insectivore : en kogebog med insekter" og Nina Askovs "Insekter på menuen : den nye trend i Europa".