Tema / Bøger, der åbner forfatterskaber

Alle bøger forandrer verden. Fordi enhver bog efterlader læseren forandret - nogle gange umærkeligt og andre gange til det værre, men oftest (forhåbentlig) til det bedre.

 

En bog kan være mange ting - spændende, skræmmende, skuffende, oplysende, ja måske bare kedelig. Men enhver bog har potentiale, når man samler den op - den er en ufortalt historie, den kan gå i et utal af retninger, den kan efterlade sin læser i et hav af forskellige tilstande. Det er næsten lige så godt at sidde med en helt ulæst bog i hænderne, som det er at lægge en læst bog fra sig, mens den stadig sidder i kroppen.

 

Temaet forandring fik mig til at tænke på de bøger, hvor jeg som læser følte, der var et "før" og et "efter". Det er de bøger, som åbnede et forfatterskab op og gjorde det til noget, jeg holdt særligt øje med. Det er ikke store, verdensomvæltende forandringer, men det er den slags, jeg kan se efterdønningerne af i mit eget liv over mange år.

Så her er fem bøger, som forandrede min læsning - nogle af dem er forfatterens første bog, nogle er ikke, men alle er de et godt sted at starte, hvis man gerne vil opleve den forandring selv.

 

1. The haunting of hill house

The Haunting of Hill House er Shirley Jacksons mest kendte bog, så jeg er ikke den eneste, der er glad for den. Den er et stemningsfuldt mesterstykke udi hjemsøgelse, der måske, måske ikke er virkelig. Historien følger en lille gruppe mennesker, der flytter ind i titlens Hill house for at efterforske, om det virkelig er hjemsøgt - og det er et spørgsmål, som let kan komme til at hjemsøge læseren, for Jackson formår at skrive hsitorier, der foregår imellem linjerne og mellem personernes hjernevindinger.

Ikke mindre end tre filmatiseringer af Hill House kan du finde, hvoraf den ældste er den bedste - og selv om du finder en engelsk ebog og lydbog herunder, kommer den danske oversættelse meget snart. Og eftersom forlagets første oversættelse af Jackson er at finde her på siden, vil jeg håbe, at Hill house også snart kan downloades.

 

2. Blackhawk

Man tror det måske ikke på titlen, men Blackhawk er dansk - den var Grete Roulunds anden bog og hendes første roman. Det er en fortættet lille fortælling om to mænd, der er isolerede af is og sne, da den ene af dem smittes med hundegalskab. Det er en bog, som meget hurtigt lukker sig om læseren og holder fast.

Der er mange veje ind i Roulunds forfatterskab, for hun skrev vidt forskellige bøger - novellesamlinger, humoristiske essays, undergangsromaner, historier om ondskab etc. Vinklerne er mange. For mig var det Blackhawk, der gjorde udslaget for dette forfatterskab. Det behøver det ikke være for dig.

 

3. The Gone-Away World

Nick Harkaways roman om en postapokalyptisk verden, der må udvinde virkelighed for at holde sammen på sig selv, ramte mig så tung og gribende, at den næsten lukkede forfatterskabet for mit vedkommende. For når man først har skrevet en roman, der kan være både spændende og alvorlig og sjov og rumme både pirater og ninjaer, hvordan kan man så nogensinde igen skrive noget, der kan leve op til det?

Svaret, i Harkaways tilfælde, fandt jeg efter noget tid ud af, var at skrive bøger, der var lige så overvældende, men fuldstændigt anderledes. Så nu har jeg alle hans bøger stående i min bogreol, men jeg holder med vilje lidt igen, så jeg har noget at se frem til.

 

4. Rock Nekropolis

Rock Nekropolis var Christian Hauns tredje roman - men den første af hans værker, jeg læste. Det er grundlæggende en krimi, men nok mere specifikt en art metakrimi, for den omhandler mord begået i vores fælles underbevidste. Her findes byen Rock Nekropolis, hvor de store filmstjerner lever videre - indtil nu, altså, hvor nogen er begyndt at slå dem ihjel.

Rock Nekropolis har en særegen energi, og så viste den en forfatter, som forstår at bruge genrevirkemidler på spændende måder. Haun har desværre ikke skrevet så meget de seneste år, men der er en del titler at gå i gang med. Efter Rock Nekropolis fik mig ind i folden, har jeg haft stor fornøjelse af dem alle.

 

5. Nation

Terry Pratchetts Nation er vel en form for humoristisk, kontrafaktisk robisonade - en fortælling om mennesker strandet efter en tsunami, men i en lidt særegen udgave af 1860erne. Først og fremmest er det dog en varm og underholdende roman.

For at være ærlig ved jeg ikke, hvilken roman af Pratchett jeg læste som den første, men de er alle kendetegnede ved at være humoristiske, intelligente og varme, og det er et forfatterskab, hvor jeg har læst flere af bøgerne mere end én gang. Pratchett er mest kendt for sin fantasyserie Discworld, hvor nogle enkelte titler er oversat til dansk, men Nation er helt sin egen og et godt sted at stifte bekendtskab med Pratchetts stemme.