Familie på godt og ondt

Tema / Familie på godt og ondt

Jeg har fundet fem bøger, som handler om familien på godt og ondt - måske mest ondt. For det er ikke alle, der føler tryghed i familiens favn.

Stuepigen og kranføreren af Bent Haller

Dette er en stor fortælling om, hvad historiske begivenheder gør ved mennesker, og hvordan deres traumer nedarves. Børge (kranføreren) og Tove (stuepigen) bliver forlovet under 2. verdenskrig, hvor de begge deltager i modstandsbevægelsen, Børge lidt på trods, mens Tove er dybt engageret. Bogen udfolder historien om deres liv og om, hvordan Danmark har udviklet sig fra dengang til nu. 

Afslutninger af Kim Andrea Brofeldt

Den socialt akavede Sarah arbejder på et plejehjem, men har ellers ikke megen kontakt med nogen. Men da underboens dreng får brug for hende, og den venlige blomsterhandler Mehmet også viser interesse, må Sarah tage sit liv op til revision og prøve at se sin fortid i øjnene. 

Sarah afslutter ting for folk, der dør, det kan være at lægge et puslespil færdigt, læse en bog til ende eller drikke resten af en kop kaffe. Til gengæld halter det noget med begyndelser. Mon det lykkedes Sarah at starte noget godt og bæredygtigt op?

Et livsværk af Rachel Cusk

En råt for usødet beretning om moderskabet.

 

Rachel Cusk har skrevet denne bog under det sidste stykke tid af sin graviditet og frem til hendes datter fylder et år. Hun fortæller om parfoholdet, der er under pres og om ligestilling. Tanker om barnets trivsel og sin egen tabte tid som fri kvinde, nu hvor al tid synes at gå med den lille ny. Det er angstfyldte tanker, men også tanker om den endeløse kærlighed.

Det samme og noget helt andet af Katrine Marie Guldager

Da Katrine Marie Guldagers far dør i en ulykke, udløses en lang række konflikter. En arvestrid, tavse magtkampe og usunde relationer ser dagens lys. 

Frygten for at arve deres skygger af Mathilde Nærland

Digtsamling, der som overordnet tema har at være pårørende til en alkoholmisbruger. I digtene møder vi et jeg, hvis far har et alkoholmisbrug, og vi får et indblik i både jeg'ets barndom og voksenliv, og hvilke spor dette misbrug har sat. Mange af digtene handler om, hvad farens misbrug gør ved de pårørende omkring ham. En ensomhed vokser mellem familien og faren, hvor flaskerne bliver flere og flere.

 

Digtsamlingen er delt op i fire dele; foragt, erkendelse, tilgivelse og heling. Jeg'et blivere mere hel igen, og faderen ædru, nu venter tilgivelsens svære kunst.

 

Ane / Holbæk Bibliotekerne