Tema / Fire fine fynske forfattere

Fyn er kendt for mange ting, for eksempel som hjemsted for brunsvigeren, som Danmarks have - eller som en irriterende omfartsvej for mange jyder og sjællændere. Og så er det ligeledes min hjemstavn, hvor jeg tilbragte min barndom. Fyn danner også baggrund for flere forfatteres barndom og opvækst, og her mit bud på fire af dem.

 

Kirsten Thorup

Født i Gelsted på Vestfyn i 1942. Hun har modtaget Nordisk Råds Litteraturpris (i 2017) og et hav af andre priser og er samtidig en forfatter med en bred og trofast læserskare. Thorup formår at male tidsbilleder og portrætter frem på en helt unik måde, hvilket hun blandt andet gør i romanen Førkrigstid. Her befinder vi os geografisk i det samme område på Vestfyn, hvor Kirsten Thorup selv er vokset op. Det er ligeledes tilfældet i klassikeren Lille Jonna . Om skriveprocessen har hun udtalt:

”Jeg følte ikke, at jeg kunne udvikle mig som forfatter, hvis jeg ikke gik tilbage til mit oprindelige miljø på Fyn og fandt ud af, hvem jeg selv var”.

 

Morten Ramsland

Født i Næsby ved Odense i 1971. Ramsland debuterede med en digtsamling og har siden skrevet både børnebøger og voksenromaner. Barndommen på Fyn udgør noget af inspirationen til romanen Sumobrødre, om 11-årige Lars’ opvækst i et rækkehuskvarter i Odense. Men det er Ramslands store gennembrudsroman, Hundehoved, som er min favorit. I romanen møder vi blandt andre Askild og sønnen Flapøre, der udgør en del af det finurlige persongalleri i den fabulerende og humoristiske slægtsfortælling.

 

Carsten Jensen

Født i Marstal på Ærø i 1952. Carsten Jensen er kendt for at give sin mening til kende i diverse samfundsdebatter og er forfatter til både romaner, essays, rejseskildringer med mere.
Min yndlingsbog af Carsten Jensen er Vi de druknede. En herligt underholdende roman om flere generationer af sømænd fra hans hjemby Marstal og om deres længsel efter at se verden og ikke mindst at vende helskindet hjem til familien igen. Og så er den fyldt med skøre skrøner og farverige personligheder.

 

H.C. Andersen

Født i Odense i 1805. ”Den grimme ælling”, der blev Danmarks store nationaldigter, er ubetinget Fyns mest berømte forfatter. Det kan godt føles, som om alle sten er blevet vendt op til flere gange, når det drejer sig om H.C. Andersen. Utallige udgaver af hans eventyr samt biografier og analyser er udkommet, men jeg synes alligevel det er muligt at finde nye interessante vinkler på manden, hvis liv på mange måder var et eventyr i sig selv.


For et anderledes perspektiv, kan jeg anbefale podcasten H.C. Andersen - en vandring i eventyrdigterens univers, hvor man både får indblik i hans samtid, eventyr og de steder, der har haft betydning for hans forfatterskab.