Tema / Hvorfor elsker vi krimier?

Hvorfor er vi så vilde med at læse krimier? Det forsøger vært Puk Qvortrup og forlagsredaktør Nanna Rørdam Knudsen at finde svaret på, når de sammen optrevler krimiens historie og fascinationskraft. Mød også forfatter Michael Katz Krefeld til en snak om inspiration og grænserne for, hvad man kan skrive om. 

Et hyggeligt mord

Danskerne er vilde med mord - alt fra kriminalromaner til tv-serier og true crime-podcasts sluger vi med største fornøjelse. Men hvorfor er det egentlig så afslappende at høre om farlige forbrydelser og folk, der dør? Det forsøger Puk Qvortrup at finde svaret på i dette afsnit af Læsefeber, hvor hun møder krimiekspert og forlagsredaktør på forlaget Modtryk Nanna Rørdam Knudsen, der tager os en tur gennem krimiens historie - fra de allerførste politiromaner, over Agatha Christies cozy crimes og til de moderne hårdkogte historier, hvor de rigtige forbrydere ikke altid bliver fanget til sidst. Sammen forsøger de at forstå, hvorfor forbrydelsen til alle tider har optaget os.

Kunsten at forstå en morder

Fascinationen af forbrydelser deler forfatter Michael Katz Krefeld. Han er kendt for at skrive meget barske bøger, hvor han dykker ned i samfundets dybeste afkroge for at forstå og skildre nogle af verdens værste forbrydere. Her fortæller han om, hvad der inspirerer ham, og hvor grænsen går for, hvad han har lyst til at skrive om.

Følg med i anden sæson af eReolens podcast Læsefeber

"Hvorfor elsker vi krimier?" er anden episode i anden sæson af eReolens egen podcast-serie "Læsefeber". Kom med vært og forfatter Puk Qvortrup på en rejse rundt i læseglædens afkroge. Lyt med på hendes Læsefeber og mød både entusiastiske læsere, spændende forfattere og skarpe eksperter, der kan være med til at inspirere din næste læseoplevelse.

Foto: Thomas A./ Ida Schmidt