lydbøger

Tema / Kom godt i gang med lydbøger

Ligesom du skal lære at læse, skal du også lære at lytte. For nogle er det let og bekvemt at komme i gang med lydbøgerne, mens det for andre kan være rigtigt svært. Hvis du gerne vil blive bedre til at lytte og give det et forsøg med lydbøgerne, kan du afprøve de følgende fire trin.

Lad dine interesser guide dig

Hvad interesserer dig lige nu? Er du vild med vikinger, slægtsromaner eller krimier? Der findes mange udsagn om, at man skal starte med korte lydbøger eller podcasts, når man skal lære at lytte. Vi anbefaler at lade dine interesser styre. Pyt med format eller varighed. Det vigtigste er, at du lytter til noget, som interesserer dig og kan fastholde din interesse og dit fokus.

Valg af indlæser og om at give chancer

Man bliver opmærksom på mange detaljer, når man skal lære at lytte til forskellige oplæsere. Du havde måske tænkt dig at lytte til en lydbog, som har din interesse indholdsmæssigt, men du kan ikke holde ud at høre på stemmen. Fortvivl ej. Vi anbefaler, at du altid anvender ’prøv’-funktionen på eReolen. På den måde har du mulighed for at lytte, om det er en stemme, du gerne vil høre mere af. Hvis du finder en lydbog, hvor du slet ikke kan holde stemmen ud, så prøv en anden bog, hvor stemmen passer dig bedre.

Sid stille og lyt (til at starte med)

Nogle har let ved at lave alverdens ting, mens de lytter, mens det for andre kræver stor koncentration. Vi anbefaler, at du starter med at sidde koncentreret og lytte eller i hvert fald holder dig til opgaver, som ikke tager for meget af dit fokus – måske mens du hænger vasketøj op.

Giv ikke op

Det tager tid at lære at lytte. Fortvivl ikke, hvis du ikke bliver fanget af den første, anden eller tredje lydbog, du afprøver. Lad være med at forsøge at kæmpe dig igennem emner, der ikke interesserer dig, eller oplæsere, som du ikke kan holde ud at lytte til. Omvendt vil vi også anbefale, at du i hvert fald prøver at komme igennem lydbogen, hvis emne og oplæser spiller. Øvelse gør mester.

 

 

Har du fået mod på at komme i gang med lydbøger? Du kan f.eks. starte med en af bøgerne nedenfor, som er anbefalet af brugerne i Lytteklubben.