Tema / Politiromanen

Af Nanna Rørdam Knudsen, forlagsredaktør, cand.mag.

Politiromanen er en af de mest kendte og elskede formater at fortælle kriminalhistorier i. Det gælder for bøger, og det gælder også for film og tv-serier. Det er selvfølgelig ikke så mærkeligt, for hvem beskæftiger sig mere med kriminalitet end politiet?

Politiromanen er så gammel som krimigenren selv. Engelske Wilkie Collins skrev i 1868 romanen ”Månestenen”, som betragtes som den første politiroman. Ironisk nok fejler kriminalbetjent Cuff i sit forsøg på at finde ud af, hvem der har stjålet den indiske diamant, fortællingen handler om. Det var privatdetektiverne, de ensomme ulve og de enestående genier, der i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet dominerede krimigenren, men i 1950’erne dukkede den amerikanske forfatter Ed McBain op på krimiscenen. Hans bøger om Station 87 kom til at definere det, vi i dag genkender som politiromanen, the police procedural. I stedet for én hovedperson – som Sherlock Holmes, Miss Marple eller Philip Marlowe – var der nu flere. De ansatte på politistationen kunne interagere med hinanden, og læseren kunne gennem dem få indblik i flere dele og aspekter af det amerikanske samfund. Politifolkene blev også udstyret med et privatliv; et nybrud i en genre, hvor privatliv ellers primært havde bestået af særinteresser som violinspil, whiskydrikning eller orkidésamling.

I Sverige sad et par og oversatte nogle af Ed McBains romaner til svensk. Og så fik de ideen: at overføre politiromanen til svenske forhold og bruge formen til at fortælle om det svenske samfund og om de forhold, der gør, at mennesker bliver kriminelle. Parret var naturligvis Maj Sjöwall og Per Wahlöö. Den skandinaviske politiroman var født. Mellem 1965 og 1975 skrev parret deres 10-bindsserie om Martin Beck og hans kolleger. Serien fik navnet ”Roman om en forbrydelse”, og romanerne blev mere og mere politiske, som serien skred frem. Bøgerne præsenterer læseren for huller i velfærdssamfundets net og giver os psykologiske og socio-økonomiske forklaringer på, hvorfor mennesker begår kriminalitet.

Sjöwall og Wahlöös serie var en gamechanger for den skandinaviske krimi. I årene efter voksede der en politisk og samfundskritisk bevidsthed frem især i politiromanerne, og det var noget nær utænkeligt at skrive en skandinavisk krimi uden det samfundsbevidste aspekt. I 1990’erne blev genren fornemt videreført af f.eks. Henning Mankell, og senere gav Arne Dahl politiromanerne nyt blod med sin serie om A-gruppen, der beskriver et stærkt kollektiv af politifolk, der befinder sig midt i en foranderlig tid og i et land, der ikke længere er det neutrale, hyggelige folkhem.

I de senere år er den samfundskritiske politiroman med et politikollektiv i hovedrollen forsvundet lidt ud af billedet. Den ensomme ulv, som vi engang kun kendte fra privatdetektivgenren, har også fundet sin plads hos politiet. Og rundtomkring i de små byer begås der masser af mord, der ikke nødvendigvis fortæller læseren noget om, hvilket samfund hun lever i. Politiromanen er i stadig forandring.

Herunder kan du finde massevis af politiromaner, bl.a. mange af dem, der nævnes i artiklen.

Rigtig god fornøjelse!