Redaktøren anbefaler litterære ebøger

Tema / Redaktøren anbefaler litterære romaner

Det er nok ingen hemmelighed, at jeg som redaktør har en stor kærlighed for det skrevne ord.

 

Jeg vil gerne dele tre titler, hvor det litterære er i højsædet, og som på den ene eller anden måde handler om det litterære miljø.

 

Håber I vil læse med :)

 

/ Ane, Holbæk Bibliotekerne

 

Andromeda af Therese Bohman

En spritny udgivelse af vidunderlige svenske Therese Bohman. Denne gang om en ung kvindes møde med forlagsverdenen. Gennem torsdags-frokoster kommer hun tæt på forlagets litterære chef, Gunnar, og et forhold udvikler sig. Han ser åbenlyst et lys i den unge kvinde. Vi hører historien fra både kvinden og Gunnars side. Vi hører også om omverdenes fordomme og fordømmelse, og hvordan det spejles i forholdet og livet på et forlag. Bohman er som altid skarp, ikke mindst i hendes beskrivelser af relationer.

 

Andromeda stammer fra den græske mytologi, men du må selv læse dig frem til, om det ender som en græsk tragedie.

 

En roman om kærlighed af Lena Andersson (tidligere udgivet under titlen Brugstyveri)

En anden dygtig svensk forfatter er Lena Andersson, der i denne bog blandt andet viser selvbedrag på højeste plan, og hvad det gør ved et menneske.

 

Esther er essayist og holder et foredrag om kunstneren Hugo og ender med at indlede et forhold til ham. Hun er betaget, og han bliver omdrejningspunktet i hendes liv, hun bliver som besat af ham. Problemet er bare, at forelskelsen ikke bliver gengældt. Hun undskylder ham og piner sig selv og griber i det hele taget hele forholdet ret teoretisk an, ligesom hun er vant til fra sit arbejde, men kan man tænke sig til kærligheden? Næppe...det er pinefuldt at gennemleve Esthers lidelser, og samtidig håber man sådan, at hun kommer godt videre. Det er også en sjov roman med meget underspillet humor - virkelig godt skrevet, og dynamikkerne i et forhold er virkelig godt set og indfanget af Lena Andersson

 

Normans område af Jan Kjærstad

En lidt mere krævende læseoplevelse er norske Jan Kjærstads Normans område.

 

John Richard Norman er en succesfuld forlagsredaktør med et unikt øje for de bøger, der vil sælge. Han vokser op i Oslos fineste gade med chokoladefabrikken Freia i den ene ende og sejldugsfabrikken Christiania i den anden. I dette eventyrlige kvarter formes John Richard.

 

John Richards særlige evne til at forudse litterærer succeser gør ham til en fremragende forlagsredaktør. En dag forsvinder hans læseevne dog pludselig, og hvad og hvem er han så? Han flygter ud af Oslo til et hus på en fjerntliggende pynt. Her dukker en fremmed kvinde op, og John Richards liv er forandret. Er det muligt at forene litteraturens kraft med kærlighedens? Og har han fundet noget, der er større end litteraturen?

 

Det er både en samtidsroman, en kærlighedshistorie og en fortælling om litteraturens og fiktionens kraft.