Tema / Redaktøren anbefaler tre fantastiske slægtsfortællinger
Har du også en forkærlighed for den lille historie i den store historie? Jeg er vild med slægts- og skæbnefortællinger, der dels gør mig klogere, men også skærper min indlevelsesevne. Her er tre af mine favoritter:
Herbjørg Wassmo: Hundrede år
Norske Herbjørg Wassmo er en mester i gode og vedkommende fortællinger, hvor relationerne kan være komplekse. Jeg har været fan i mange år. I Hundrede år tager Wassmo fat i sin kvindelige slægtshistorie, det er både medrivende og underholdende. Det er stærke kvinder fra Nordlandet der skildres, og Wassmo sætter i den grad sig selv i spil, når hendes fars misbrug af hende antydes. Her blev det at skrive en måde at distancere sig fra det ubehagelige. Historien starter bagfra med romanens hovedskikkelse Sara Susanne (Herbjørgs mormor), der blev gift med Johannes, som er lidt af en ener (på den gode måde). Markante kvinder i slægtshistorien skildres, vi læser om deres håb og drømme, ikke mindst for næste generation. Romanen slutter med fødslen af lille Herbjørg en vinteraften i 1942. En af Herbjørgs absolut bedste romaner, hvis I spørger mig!
Anna Elisabeth Jessen: Om hundrede år - en sønderjysk familiekrønike
Anna Elisabeth Jessens brag af en romandebut, der blev skrevet op til 100 året for genforeningen i Sønderjylland i 2020. Bogen er delt op i 100 små kapitler, ét for hvert år fra 1914-2014. Vi hører om Den store krig (1. Verdenskrig), og hvordan den kaster skygger mange år frem, helt konkret i en sønderjysk egn og familie. Historien har et forlæg, nemlig breve fundet under en oprydning på forfatterens slægtsgård. Romanen starter med, at Hans bliver tvunget til at kæmpe som soldat på tysk side. Han forlader slægtsgården og vender aldrig tilbage. I stedet overtager hans søster Helene og hendes mand Marius gården, hvor de sammen opfostrer 5 børn. Vi følger børnenes opvækst, og de skiftende vilkår de vokser op under.
Til trods for de korte kapitler er de mange karakterer nuancerede, og fortællingen flyder fint med skarpe tidsbilleder og menneskeskæbner som omdrejningspunkter.
Samtidig med romanen udkom der en podcast-serie med 100 korte episoder i samarbejde med DR. Det er også meget lytteværdigt, og giver historien nye dimensioner med lydeffekter og forskellige fortællestemmer.
Lars Saabye Christensen: Byens Spor (bind 1-4)
Dansk-norske Lars Saabye har skrevet noget af det bedste jeg længe har læst, særligt bind 1 og 2 er jeg meget bjergtaget af. Som de øvrige anbefalinger er historien inspireret af virkeligheden. Da Lars’ mor døde fandt han sirlige referater mv. fra hendes arbejde i Røde Kors i Oslo. Disse dokumenter er en art grundstamme i fortællingen, og det fungerer rigtig godt.
Byens Spor er en kollektivroman, hvor Oslo er en slags hovedperson, man fornemmer tydeligt forfatterens kærlighed til byen. Vi følger således Oslo, nærmere bestemt bydelen Fagerborg, og en opgangs beboere på Kirkeveien fra 1940’erne-1980’erne. Centralt for fortællingen er familien Kristoffersen. Maj Kristoffersen bliver som ung alene med to børn, Jesper og Stine - det er ikke nemt, heller ikke i 1940’erne, hun må først og fremmest få sig et arbejde. Sønnen har et vanskeligt sind, han bliver ”diagnosticeret” som følsom. Stine har store evner, men er ikke sikker på, at hun vil bruge dem som moderen ønsker. Det er i det hele taget svært at følge med i de skiftende og nye vinder der blæser. Forfatteren blander sig af og til i fortællingen med sin egen stemme, det skal man lige vænne sig til.