Lektørudtalelse

Forfatter: Anne Grete Jacobsen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Til den trofaste læserskare, som holder af Bjarne Nielsen Brovsts små erindringsglimt, men også nye læsere kan begynde her. Nok især læsere, som interesserer sig for landboliv på den jyske hede

Beskrivelse

Bjarne Nielsen Brovst bevæger sig tilbage i slægtens historie. I dette bind, som er det 10. i rækken af bøger om familiens historie, er han nået til generationen af oldeforældre. Ligesom i bogen Mormors jyske rødder fra i år, er det Bjarnes mormor, der i sin nyindkøbte Ford de Luxe, har Bjarne med på ture i det midtjyske til slægtens rødder i 1957, nogle ture som har sat sig varige spor hos den 10-årige. Oldefar, Peter Jensen Søbjerg, var dybt forelsket i den noget yngre Elise, men alligevel skulle der gå mange år inden de blev gift. Han havde travlt med bl.a. at være skolelærer, husflidslærer på flere højskoler og i det hele taget fremme den grundtvigske sag, men efter 11 års bekendtskab blev de endelig gift. Bjarne Nielsen fortæller om dagliglivet, som var præget af stor flid, men også om deres tragiske skæbne, ud af 7 børn var der kun 2 af døtrene, der var normale, men alligevel holdt familien sammen. Der er en barsk beskrivelse af, hvordan familien prøvede at hærde den ældste søn, hvis udvikling var gået helt i stå

Sammenligning

Bogen føjer sig smukt ind i Bjarne Nielsens øvrige bøger om familiens saga

Samlet konklusion

Endnu en charmerende og underholdende bog i serien, som på grund af de korte erindringsglimt vil være velegnede til oplæsning for ældre, især fra det midtjyske