"Hvis du stadig har brug for mig, hvisk da en hemmelighed, giv mig et tegn, vi kan dele med hinanden."
Således lyder første strofe af digtet "Du har magt over drømmen" fra Rolf Gjedsteds digtsamling "Digte 1999". Det er en samling bestående af eftertænksomheder, tankestreger om tilværelsen og digte om kærlighed, livet, begæret og tabet.
Den danske forfatter Rolf Gjedsted (f. 1947) fik sin debut som 21-årig med udgivelsen "Englefronten". Han har gennem sit produktive forfattervirke udgivet værker i mange forskellige genrer og prøvet kræfter med alt fra en historisk trilogi over psykologiske romaner til digtsamlingen "Skrigende mand" (2000). Rolf Gjedsted var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris for digtsamlingen "Gå om bag spejlet" og modtog i 2016 Morten Nielsens Mindelegat, hvis tidligere modtagere blandt andet tæller Halfdan Rasmussen, Bjarne Reuter og Tove Ditlevsen. Derudover har Rolf Gjedsted fået tildelt et utal af legater fra Statens Kunstfond og ligeledes modtaget både Holger Drachmann-legatet (1991) og Emil Aarestrup Medaillen (1986) for sit mangeårige arbejde inden for litteraturens verden.
Digte. "Jeg ville egentlig male et selvportræt./ ... / Men da billedet var færdigt, / forestillede det en ørken. / Jeg tog en ske / for at grave ørkenen ud. /"
Anmeldelse:
Lektørudtalelse
Når man som titel på sin digtsamling vælger ordet "Digte" og så det årstal, bogen udgives, kommer man automatisk i selskab med danske digtere som Adam Oehlenscläger og Johs V. Jensen, der med bøgerne Digte 1803 og Digte 1906 satte et par af de betydeligste milepæle i dansk litteraturhistorie. Så vidt kommer det næppe med denne udgivelse, hvor digtene hverken enkeltvis eller samlet gør stort væsen af sig. Her og der er der digte med kønt sprog og patetisk metaforik, men digt for digt har det med at afmontere sig selv undervejs nedad siden. Som jævnaldrende læser forstår jeg godt, at Gjedsted, der som jeg er først i halvtredserne, nok nu og da er lidt mismodig og griber til digtet, hans traditionelle udtryksform. Men det forekommer mig, at digtene som meddelelse betragtet ikke når ud over rampen. Gjedsted snakker med sig selv om dette besværlige liv, mindes anekdotisk nogle oplevelser, pludrer om kærlighedens nærhed og fjernhed og om steder og landskaber, men skal den snak blive til holdbar poesi anno 1999, så må der satses højere både når det gælder stof og virkemidler. Ikke mindst, når man i valg af bogtitel foregøgler sig, at man har format til at plukke kirsebær med de store
